Statsadvokaten pålægger Vermø-sagen genoptaget

Statsadvokaten pålægger Vermø-sagen genoptaget

Politiet er blevet pålagt at genoptage efterforskningen om bedrageri i Vermø. Det er statsadvokaten, der nu forlanger at politiet genoptager efterforskningen.

For to måneder siden frafaldt politiet sigtelsen mod Vermø-ægteparret Tinna og Jan Ørum Vermø, der ellers var sigtet for bedrageri i forbindelse med at deres medievirksomhed Vermø A/S gik konkurs. Men nu har statsadvokaten pålagt politiet at genoptage efterforskningen. Det skriver AOH.dk tirsdag aften.

Tidligere bestyrelsesformand ind i sagen

Den tidligere bestyrelsesformand i Vermø-parrets firma, René Jull Jørgensen, klagede over, at politiet henlagde sagen. Nu er politiet blevet pålagt at inddrage ham i den videre efterforskning. Han håber at kunne bidrage med nye aspekter i sagen. De nye aspekter håber han vil komme, efter han har søgt aktindsigt i sagen.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at sagen fortsætter, og jeg vil gerne prøve at bidrage med noget nyt. Jeg synes, det er dybt uretfærdigt, hvis man kan slippe afsted med det, de har gjort, fortæller René Jull Jørgensen til AOH.dk.

Konkurs i 2010

Det er mere end tre år siden Vermø A/S gik konkurs. Under forsøget på reetablering af firmaet dukkede en ikke bogført gældspost på flere millioner kroner op. En gældspost Post Danmark havde krav på, hvorefter Vermø A/S måtte dreje nøglen om for sidste gang. Den 6. september 2010 blev virksomheden endeligt erklæret konkurs.