Statsadvokat anker ikke Lindholm-sag

Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at anke dommen, hvor direktør for Lindholm Biler Henrik Bollerslev blev frifundet.

Statsadvokaten i Viborg anker ikke frifindelsen af Henrik Bollerslev, der er direktør for Lindholm Biler og anklaget for millionsvindel med afgifter i forbindelse med parallelimport af biler. Dommen, der blev afsagt for 14 dage siden ved Retten i Aalborg, er altså endelig.

- Vi mener ikke, at det er tilstrækkeligt sandsynligt at landsretten vil nå et andet resultat end byretten, og derfor har vi besluttet, at vi ikke anker byrettens dom, siger senioranklager ved Statsadvokaten i Viborg Claus Meinby Lund til TV Midtvest.

Dermed er der endeligt sat punktum i sagen, hvor Henrik Bollerslev og Børge Sørensen, fra BS Automobiler i Ørum, sammen med to medtiltalte blev frikendt for at have snydt staten for 12 millioner kroner.

Herunder kan du se Henrik Bollerslevs reaktion på frifindelsen den 5. november.