Stationen fuld af tyvekoster

Politistationen i Thisted står nu over for et kæmpe arbejde, efter en formodet tyvebande i tirsdags blev anholdt.

19042012tyvebande.jpg

8 litauere sidder fængslet, efter politiet tirsdag slog til mod en ejendom i Ørding på Mors. I ejendommen fandt politiet flere tyvekoster, som de formoder, at otte litauiske mænd står bag.

Tyvekosterne er nu på politistationen i Thisted.

- Vi har huset fuldt af tyvekoster, og skal nu i gang med et stort arbejde, for at finde ud af, hvem tingene tilhører, fortæller vagtchef Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Hvor stor en værdi tyvekosterne fra ejendommen i Ørding har, er endnu ikke blevet gjort op.

- Vi har ikke talt det op endnu, men der er masser, fortæller Jørgen Jensen.

Eftersøgningen går nu i gang for at finde ud af, om tyvebanden kan kædes sammen med tidligere indbrud. Politiet ved endnu ikke, om de skal have hjælp fra borgere, for at få de formodede tyvekoster delt ud til de rette ejermænd.