Staten skal redde Skive Geotermi

Folkene bag varmtvands-eventyr i Skive Kommune vil have energiministeren til at stille en garanti i borefasen - ellers risikerer projektet at falde til jorden.

031012_Boring.jpg

Planen om at udnytte den geotermiske varme fra undergrunden ved Rødding i Skive Kommune bliver formentlig kun til noget, hvis staten vil holde hånden under projektet.

Skive Geotermi har forsøgt at forsikre sig mod uforudsete problemer som dem, der ramte et lignende projekt i Kvols i Viborg Kommune. Projektet i Kvols endte med en stor millionregning til fjernvarmeforbrugerne, og det har fået forsikringsselskaberne til at holde sig langt væk fra sådanne prøveboringer.

Derfor håber formanden for Skive Geotermi, viceborgmester Peder Christian Kirkegaard (V), nu på hjælp fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (B).

- Vi synes selv, at vi har et helt fantastisk projekt, men der vil altid være en risiko ved planer i denne størrelsesorden. Kommunen og de otte fjernvarmeværker kan ikke selv løbe den risiko, og derfor håber vi, at staten vil stille en eller anden form for garanti i borefasen, siger Peder Christian Kirkegaard til tvmidtvest.dk.

GEUS: Masser af varmt vand

Bestyrelsen for Skive Geotermi vil nu søge foretræde for Folketingets Energiudvalg for at bede om hjælp. Kirkegaard håber, at regeringen vil leve op til sin ambition om at fremme vedvarende energi.

Selve boringen ventes at koste 130 millioner kroner - en regning, som Skive Geotermi selv vil betale.

Nødråbet fra Kirkegaard kommer samtidig med, at et notat fra GEUS (de nationale geologiske undersøgelser for Grønland og Danmark) har vist, at der med stor sandsynlighed er masser af varmt vand i undergrunden ved Rødding.

Notatet anbefaler også, at man borer lodret ned i undergrunden - og ikke bruger skrå boringer som i Kvols.