Staten klar med tilskud til Doverodde

En ny Thy-filial af Statens Museum for Kunst er kommet på finansloven.

Den gamle købmandsgård i Doverodde.
Den gamle købmandsgård i Doverodde.
Foto: Arkiv

Planerne om at oprette en afdeling af Statens Museum for Kunst i pakhuset på Doverodde Købmandsgård i Sydthy er rykket et stort skridt nærmere.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev fredag aften enige om en ny finanslov, der betyder et årligt tilskud til projektet på 1,5 millioner kroner fra 2018 til 2021. Pengene skal bruges til etablering og løbende drift af filialen.

- Det er rigtig godt nyt. Finansieringen af driften er nu på plads, og nu handler det om at få fonde til at bidrage til anlægsinvesteringen, siger formanden for Thisteds erhvervs, arbejdsmarkeds og kulturudvalg, Niels Jørgen Pedersen (V), til tvmidtvest.dk.

Det gamle pakhus skal gennem en større ombygning for at kunne huse værkerne fra Statens Museum for Kunst. Det drejer sig blandt andet om krav til sikkerhed, fugtighed og temperaturer.

- Man skal passe på med ikke at sælge skindet, før bjørnen er skudt, men jeg vil vurdere, at der er gode chancer for, at vi når i mål med det her. Og det vil være stort, hvis vi i Thy får den første afdeling af Statens Museum for Kunst uden for København. Det kan vi godt være stolte af, siger Niels Jørgen Pedersen.

Politikerne i Thisted har også sagt til at støtte projektet.