Staten bremser salg af Vestjysk Bank

Den danske stat har skiftet kurs og sat et salg af Vestjysk Bank på stand-by.

vestjyskbank150713_0.jpg

FinansWatch erfarer fra flere kilder, at storaktionæren i Vestjysk Bank, den danske stat, har sat en foreløbig stopper for en salgsproces af aktierne i Vestjysk Bank.

Staten har en aktiepost på godt 50 % i Vestjysk Bank og havde lavet de indledende øvelser for et muligt salg.

Denne proces skulle være bremset brat inden sommerferien uden yderligere kommentarer, erfarer FinansWatch.

En forklaring kan være, at banken er på vej med et dårligt regnskab, og at tiden derfor ikke er moden til en optimal salgsproces lige nu.

Vestjysk Bank afleverer regnskab torsdag. Det kan måske kaste lys over Statens pludselige tilbageholdenhed.

I juni kom det frem, at Staten ifølge FinansWatch skulle have tabt 136 mio. kroner på aktierne i banken.