Standset to gange på en time

Politiet tog nøglerne fra 31-årig mand, der kørte uden kørekort.

HolstebroNaerSkilt.jpg

En 31-årig mand forstod tilsyneladende ikke helt budskabet, da han natten til torsdag blev standset af politiet i Holstebro for at køre uden kørekort. Han præsterede i hvert fald at blive standset to gange på en time.

Politiet kom første gang på sporet af den 31-årige, da der kom en anmeldelse om en bil, der kørte noget usikkert på Frøjkvej. Betjentene fandt frem til manden på en tankstation, og det viste sig, at han ikke havde et kørekort. Til gengæld havde han en ulovlig kniv og 7,3 gram hash i bilen.

Dér kunne historien så være slut - men betjentene blev i området, og klokken 02.40 så de, at manden satte sig ind i sin bil og begyndte at køre. Han blev stoppet endnu engang og for at undgå en tredje gang valgte politiet at beholde nøglerne. Dem kan han så hente ved at henvende sig på politistationen - sammen med en person der har kørekort...