Stak af med guldsmykker

En mand efterlyses efter indbrud hos beboer i Troldhede Ældrecenter i Videbæk.

PolitiAerme.jpg

En 78-årig kvinde fik tirsdag eftermiddag en ubehagelig overraskelse i sit hjem på Troldhede Ældrecenter i Videbæk.

Kvinden havde været på besøg hos sin nabo, men da hun vendte tilbage til sin bolig, stod der en mand i hendes lejlighed i færd med at stjæle hendes guldsmykker.

Manden stak af, da han blev opdaget og tog smykkerne med sig - blandt andet en kæde og et armbånd.

Lokalpolitiet i Ringkøbing hører gerne fra vidner, der har set den ubudne gæst. Han beskrives som 165 cm høj, mørkhåret og iført en vindjakke, der muligvis var blå. Han talte desuden gebrokkent dansk. Indbruddet skete tirsdag ved 17-tiden, oplyser politiet.