Stak af med dagens omsætning

Ukendte gerningsmænd stak søndag aften af med dagens omsætning fra Rema 1000 i Viborg.

Ny politibil, udrykning150713.jpg

Lidt efter kl. 21 søndag brød ukendte gerningsmænd ind hos Rema 1000 på Randersvej i Viborg og truede sig til dagens omsætning på adskillige tusinde kroner. Det fortæller Ole Vanghøj, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

De to røvere brød en dobbelt glasdør op med et koben. Den ene af røverne holdt vagt, mens den anden verbalt skræmte kassedamen væk, hoppede over kassen og nuppede metalkasserne og en taske, hvori dagens omsætning altså lå.

De to gerningsmænd stak af i en stor, mørk personbil via Asmild Centervej.

Har signalement af røverne

Politiet har gerningsmænd af de to gerningsmænd. Den ene beskrives som mand mellem 18 og 20 år, 190 cm høj og almindelig bygning. Manden talte dansk, bar en sort North Face jakke og havde en sort hue på.

Den anden røver beskrives som 24-25 år med en højde på 170-175 cm. Han var kraftig bygget, lys i huden og bar en sort jakke samt elefanthue.

Politiet hører gerne fra vidner, der måtte have set noget. Nummeret er 1 1 4.

Gerningsmændene røvede Rema 1000 og stak af via Asmild Centervej.