To fluer med et smæk? Stak af med 180 km/t - nu mistænkes de for indbrud i Aulum

Tre mænd blev anholdt efter en biljagt natten til torsdag. Natten forinden har de ifølge politiets sigtelse lavet indbrud hos en virksomhed i Aulum.

Det var Retten i Herning, der torsdag besluttede at varetægtsfængsle de tre mænd.
Det var Retten i Herning, der torsdag besluttede at varetægtsfængsle de tre mænd.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Tre mænd på 19, 28 og 35 år blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger.

De blev anholdt, fordi de stak af fra en patrulje i en stjålet bil. En biljagt blev sat ind, og med hjælp fra en sømmåtte og i alt fire patruljer blev de tre mænd stoppet uden for Aulum. Og i netop Aulum havde de tre ifølge politiet en anden overtrædelse på samvittigheden.

- De blev varetægtsfængslet med begrundet mistanke om brugstyveri af bilen, og så er der begrundet mistanke om, at det er de samme, som har begået indbrud i en e-cigaret-forretning i Aulum, forklarer senioranklager Søren Kløvborg Laustsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Et indbrud, der skete natten til onsdag hos NuMedDamp.dk. Ejer Lasse Siig vurderede, at tyvene havde stjålet for mere end 150.000.

Det var dette syn, der mødte de ansatte i NuMedDamp onsdag morgen.
Det var dette syn, der mødte de ansatte i NuMedDamp onsdag morgen.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

- De har blandt andet taget små væsker, der koster 30 kroner og opefter, og små e-cigaret-kits, der har en værdi fra 200 op til 800 kroner. De har også været ovre på vores dashcam-lager og stjålet bilkameraer, og de har værdi fra 2000 op til 4000. De første estimater, vi har lavet, snakker vi om 150.000 til 200.000 kroner i vejledende priser, sagde han onsdag til TV MIDTVEST.

De tre sigtede, som stammer fra lokalområdet, har ikke ønsket at udtale sig i sagen. De nægter sig skyldig og protesterede derfor mod fængslingen.