Stadig tro på Mors-afdelinger

Finansiel Stabilitet giver salgsprocessen sommerferie

040711_Fjordbank_Mors.jpg

I går udløb tidsfristen på at byde på Fjordbank Mors' resterende filialer. Indtil videre har to spillere officielt meldt ud, at de er med i kampen - Skive-bankerne Sparbank og Salling Bank. De byder begge på filialerne i Salling og på Fur som en samlet pakke.

- Vi forventer at forhandlingerne med budgiverne vil være endeligt afsluttet enten allerede i dag eller i morgen ved middagstid, fortæller Visti Nielsen, der er indsat som direktør for Fjordbank Mors af Finansiel Stabilitet.

Han understreger desuden, at Fjordbankens ledelse stadig arbejder målrettet for at sælge hovedkvarteret i Nykøbing og de yderligere to filialer på Mors i en separat udbudsrunde.

- Det er nogle ganske andre pengeinstitutter, der vil have interesse for afdelingerne i Nykøbing. Derfor udbyder vi dem i en særlig runde efter 15. august, uddyber Visti Nielsen.

Han afviser desuden, at fordi der ikke kom bud på hovedkvarteret inden gårsdagens tidsfrist, betyder det ikke, at der ikke kan findes potentielle købere.

- De fire afdelinger, som vi forhandler med budgiverne om nu, er sat i udbud som en samlet licitation. Vi havde selvfølgelig håbet, at der ville komme bud på det andet, men det var i første omgang ikke formålet med gårsdagens deadline, forklarer bankdirektør Visti Nielsen.

Finansiel Stabilitet vil i den kommende tid selv kontakte landets fem største banker for at finde interesserede købere.