Spritny undersøgelse: Klimavenlig livsstil gør os glade

En personlig klimaindsats gør en positiv forskel, viser nyt projekt fra Danmarks grønne tænketank, Concito

Familien Plesner fra Ry bekræfter ny forskning i at klimavenlig livsstil gør en positiv forskel.
Familien Plesner fra Ry bekræfter ny forskning i at klimavenlig livsstil gør en positiv forskel.
Foto: Privatfoto

- Jeg kan sige det på den her måde: Der er rigtig mange, jeg ikke vil bytte med. Sådan beskriver Benny Plesner fra Ry sin generelle lykkefølelse. Med en underdrivelse, som er en vestjyde værdig.

Benny og hans familie på i alt fem personer er med i et netop offentliggjort forskningsprojekt i samarbejde mellem Danmarks grønne tænketank, Concito og Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Projektet hedder  ”Større livskvalitet med mindre klimabelastning”, og viser, hvordan det i dagens Danmark er muligt at leve mere bæredygtigt og klimavenligt uden at gå på kompromis med livskvalitet og trivsel.

Fem familier med i undersøgelsen
Fem forskellige klimabevidste familier er blevet nøje målt på deres CO2-aftryk samt på deres trivsel.

Og konklusionen er, at man sagtens kan være lykkelig og tilfreds, selvom man lever klimavenligt. Det gør familien Plesner.

- De portrætterede familier udfordrer myten om, at det ikke er muligt for almindelige mennesker at leve godt med en lavere klimabelastning eller at de personlige konsekvenser vil være for store i form af nedgang i velstand og velfærd. Derudover udfordrer de forestillingen om, at det er svært at gøre en personlig forskel for klimaet, forklarer projektleder hos Concito, Mikael Bellers Madsen.

Lange flyrejser udleder meget CO2
Fire af de fem familier har en CO2-udledning, der er mindre end gennemsnittet på 19 ton CO2 per dansker. Benny Plesner og hans familie ligger på 20 ton CO2 per familiemedlem. Men det er lavt for det indkomstsegment, som familien befinder sig i. Og resultatet ville have været noget lavere, hvis ikke det havde været for de lange oversøiske flyrejser, hele familien begiver sig ud på cirka hvert andet år.

-Flyrejserne er vores dårlige samvittighed. Men vi har valgt, at vi vil vise vores børn verden og give dem en anden forståelse for den, end den man kan se i TV. Nu vil vi måske i højere grad tage nogle af vores vandreture herhjemme i Danmark, siger Benny Plesner og forklarer, at familien har fået stof til eftertanke efter at have deltaget i undersøgelsen.

Færre ting, mere kvalitet  og en lille bil
Datteren Agnes har således besluttet sig for at sejle til sin næste udlandsdestination, Sydamerika, efter sin studentereksamen.

Årsagen til at familien ligger lavt i deres indkomstsegment er et lavt forbrug af kød, en stor interesse for at købe kvalitet, købe brugt samt bruge tingene, til de ikke kan længere. Affaldssortering og en bevidsthed om at spare på strømmen er også en del af familiens DNA. Og så bor familien på fem personer i et forholdsvis lille hus og har kun én bil.

Benny tager dagligt toget til Herning, hvor han er afdelingschef ved Herning Vand.

Familien går efter kvalitet, som kan holde længere. Og så køber den en del af sine fødevarer hos lokale gårdbutikker og det meste kød fra det lokale kogræsserlaug.

- Jeg bliver ikke lykkeligere af at have en stor mærkevare-bil i garagen eller købe ny bil hvert andet år. Det giver mig en tilfredsstillelse at have ting af god kvalitet, som man har længe, slutter Benny Plesner.