Spritbilist anholdt: - Han kørte rundt med en promille på 1,8

Politiet fangede mandag aften en spritbilist i et rutinetjek.

Alkometer og politibil
Foto: Flemming Christensen

En 57-årig mand fra Videbæk-området blev mandag aften taget for spritkørsel midt i Grønbjerg.

Det oplyser lokalpolitiet i Ringkøbing, der stoppede manden af rutinemæssige årsager.

- Det var ikke fordi, vi umiddelbart synes, der var noget mistænksomt, men vi stoppede ham af ren rutine, som vi gør i rigtig mange tilfælde. Det viste sig, at han kørte rundt med en promille på 1,8. Det var i hvert fald, hvad alkometeret viste, da han skulle puste, siger Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

- Han blev taget med ind på stationen for at få taget blodprøve, og så må vi se, hvad promillen egentlig lå på, når der kommer svar, lyder det.

Den 57-årige mand er løsladt igen, men han bliver nu sigtet for at have kørt med alkohol i blodet.