Sportsklubber skal betale 400.000 tilbage til Thisted kommune

Sportsklubber skal betale 400.000 tilbage til Thisted kommune

Retten afgjorde fredag, at tre sportsklubber i Østerild skal betale uberettiget støtte tilbage til Thisted kommune.

Østerild Squashklub, Østerild Motionsklub og Østerild Badmintonklub skal betale 417.365 kroner tilbage til Thisted kommune i uberettiget støtte for årene 2009, 2010 og 2011.

Det afgjorde byretten i Thisted fredag formiddag.

Sagen har kørt i halvandet år

I juni 2012 anmeldte Thisted Kommune de tre idrætsforeninger for at have snydt med det kommunale tilskud, men politiet fandt ikke grund til at rejse tiltale. Kommunen krævede pengene tilbage. Det afviste foreningerne. Herefter forsøgte Thisted Kommune at indgå et forlig. Det lykkedes heller ikke.

I juli 2013 stævnede kommunen foreningerne med krav om tilbagebetaling af 276.000 fra motionsklubben, 164.000 fra squashklubben og 64.000 fra badmintonklubben.

Skal betale penge tilbage og sagens omkostninger

Fredag formiddag afgjorde retten, at klubberne skal betale 417.365 kroner tilbage, samt betale sagens omkostninger. Beløbene fordeler sig således:

Østerild Squashklub skal betale 140.986,40 kr tilbage til Thisted, samt 22.290 kr i sagsomkostninger.

Østerild Motionsklub skal betale 212.101,28 kr tilbage og 33.340 kr i sagsomkostninger.

Østerild Badmintonklub skal betale 64.278 kr tilbage og 10.330 kr i sagsomkostninger.

01:56 Luk video