Sponsorer bekymrede for VHKs fremtid

Det Faglige Hus vil ikke lave en ny aftale med Viborg, før klubben bekræfter, at man får et slagkraftigt hold til næste sæson.

190215ViborgHK.jpg

Udsigten til spillerflugt og et nyt regnskab med røde tal på bundlinjen vækker stor bekymring blandt sponsorerne i Viborg Håndboldklub.

- Det er aldrig rart for en virksomhed at have røde tal og spillerflugt. Så det er yderst kritisk i øjeblikket, siger Claus Bertelsen, der er direktør i en af klubbens store sponsorer Peter Larsen Kaffe.

Firmaet har flere gange trådt til og hjulpet håndboldklubben i kritiske situationer. Claus Bertelsen vil ikke afvise, at det kan ske endnu engang - men siger også:

- Lunten bliver vel kortere og kortere hen over årene. Nu har vi bakket op de sidste 20 år, og selvfølgelig håber vi, at de på et eller andet tidspunkt kan klare sig selv, og at det går fremad igen, siger Claus Bertelsen.

Det Faglige Hus kræver klar besked

Og krisen kan betyde, at en anden stor sponsor, Det Faglige Hus, vælger at placere sine sponsorkroner et andet sted.

Formanden for Det Faglige Hus, Johnny Nim, siger til TV MIDTVEST, at han har skrevet til klubben for at få klar besked om, hvordan holdet kommer til at se ud til næste sæson - uden at få svar.

- Vi indgår ikke en aftale med Viborg, før vi er helt sikre på, at de kommer med et hold, der kan gøre sig gældende i ligaen og dermed også komme videre i Champions League, siger Johnny Nim.

Han tilføjer, at det har været deprimerende og bekymrende at opleve, hvordan "den ene topspiller efter den anden forsvinder".

De er væk til næste sæson

Der er stor usikkerhed om, hvordan Viborgs hold ser ud til næste sæson efter, at profiler som Isabella Gullden, Chana Mason De Souza, Maria Fisker, Mette Gravholt, Sanja Damnajanovic og Louise Burgaard har forladt, at de forlader klubben efter denne sæson.

Samtidig har klubben meddelt, at den i regnskabsåret 2014-2015 forventer et underskud mellem 2,4 og 4 millioner kroner før skat.

Viborgs direktør Nikolai Norup svarer på sponsorernes bekymring i et live-interview i TV MIDTVEST 19.30.

5:44
De seneste mange år har været en lang, økonomisk nedtur for Viborg HK. Og nu er Danmarks førende kvindeklub i en ny krise.