Sponsorer advarer Mors-Thy

Sponsorer advarer Mors-Thy

Sponsorer i Mors-Thy Håndbold vil have klubben til at få bedre styr på økonomien i fremtiden

Flere af de sponsorer, der har givet Mors-Thy Håndbold en økonomisk håndsrækning, vil nu have bedre styring med klubbens økonomi. Overraskelser som den klubben, med det 2,3 millioner kroner store underskud, præsenterede for sponsorerne må ikke gentage sig.

 - Jeg er sikker på, at de forstår at der hver måned eller hvert kvartal skal være styr på, hvor klubben er henne i forhold til budget, indtægter og udgifter, så det ikke skal være fem minutter i 12, det skal reddes, siger direktør i Malte Haaning Plastic, Lene Haaning, der en af de sponsorer, der har lagt ekstra penge i klubben.

Hovedsponsor rystet

Klubbens hovedsponsor, Jyske Bank, var også rystede, da de fik den triste nyhed om klubbens dårlige økonomi. Jyske har forlænget deres hovedsponsorat for den kommende sæson, men først efter en kammeratlig samtale.

 - Jeg var meget rystet, da jeg fik beskeden om den dårlige økonomi. Vi har haft en alvorlig snak med klubbens bestyrelse, så vi undgår sådan en situation her en anden gang, siger Hans Thiel-Nielsen, der er afdelingsdirektør i Jyske Bank i Nykøbing Mors.

Nu tager formanden for klubben kritikken til efterretning.

 - Måske skulle vi have reageret noget før, men omvendt havde vi havde sat nogle aktiviteter i gang, som vi håbede og troede ville give nogle indtægter, der kunne dække underskuddet. Men det var desværre ikke tilfældet, fortæller formand i Mors-Thy Håndbold, Hans R. Holst.

Garanterer god økonomi

Håndboldformanden fortsætter og fortæller, at en gentagelse af det uskønne forløb omkring underskuddet ikke vil gentage sig.

 - Fremadrettet er det klart, at økonomien vil overskygge alt. Hvis ikke økonomien hænger sammen, så må vi justere vores sportslige ambitioner, der er ikke andre udveje, siger han.

Hør her Lene Haanings reaktion på de økonomiske problemer

01:47 Luk video