Spis et måltid mod ensomhed

"Danmark Spiser Sammen" hedder et nyt initiativ, som bruger mad mod ensomhed.

3:20
Se indslaget: Over hele landet samles folk for at komme ensomhed til livs.

Ensomhed er et stort problem for mere end 350.000 voksne danskere.

Det betyder, at langt de fleste af os kender nogen, der ofte føler sig ensomme, eller at vi selv har oplevet at have ensomhed tæt inde på livet.

Mød nye mennesker over et måltid

For at gøre noget ved problemet arrangerer Folkebevægelsen mod Ensomhed hele ugen fællesspisninger, hvor et måltid mad danner ramme om nye sociale relationer.

Blandt andet i Brande, hvor den lokale afdeling af Ældre Sagen torsdag sørgede for et måltid mod ensomhed som en del af "Danmark Spiser Sammen". Her mødte over 100 ældre op for at møde nye mennesker.

- Der er folk her i dag, som ikke ville være kommet ellers. Og så er det selvfølgelig også vores håb, at folk møder hinanden og stifter nye bekendtskaber, siger formand for Ældre Sagen i Brande, Margit Risbjerg.

Det samme håber Gert Eriksen, som var blandt de fremmødte.

- Det betyder da meget at kunne komme her, for jeg er enlig selv og har ikke en fast kæreste. Jeg bor alene, så jeg skal ud blandt mennesker på en anden måde en gang imellem, siger han.

Ekspert: Et godt sted at starte

Selv om et fælles måltid ikke er nok til at udrydde ensomhed, så er det et godt sted at starte, mener en ekspert.

- Der bliver skabt opmærksomhed omkring problemet med ensomhed. Et årligt arrangement er måske ikke noget, der rykker helt vildt, men det er med til at skabe opmærksomhed om, at der er mange mennesker i det her samfund, der kan komme i en situation, hvor de bliver ensomme, siger Rikke Lund, der er læge og lektor ved Afdeling for Social Medicin på Københavns Universitet.

Over 70 organisatioer er en del af "Danmark Spiser Sammen", som skal fortsætte med en række arrangementer resten af året i hele Danmark.