To spillere stopper i Viborg FF

Midterforsvareren Mikkel Rask og forsvarsspiller Jesper Andersen stopper i Viborg FF.

VIborgFF.jpg

Efter fire år, 88 kampe og seks mål stopper midterforsvareren Mikkel Rask i Viborg FF. Det sker i en fælles forståelse mellem Mikkels Rask og sportsdirektør Steffen Højer - skriver klubben i en pressemeddelse.

- Jeg har haft en rigtig god tid i klubben, og derfor er det selvfølgelig også vemodigt, når man står og skal sige farvel til alle vennerne og til klubben. Men jeg kan mærke, at jeg skal til at finde nye græsgange for at fortsætte min fodboldudvikling, siger Mikkel Rask.

Samtidig siger klubben farvel til forsvarsspiller Jesper Andersen, der har spillet i klubben siden begyndelsen af året. Under en træning tidligt på foråret fik han en alvorlig knæskade - og siden har Jesper Andersen ikke spillet på holdet.

- Desværre er vi i en situation, hvor vi ikke kan tilbyde Jesper en ny kontrakt. Vi skal til at bygge en ny trup op, og i den forbindelse har vi været nødsaget til at sortere Jesper fra. Men jeg håber da, at han kan komme tilbage i fuld vigør, siger sportsdirektør Steffen Højer.

Nu leder Viborg FF efter unge og sultne spillere, der kan være med til at genopbygge holdet.