Spillere: Bruun er Pytlicks modsætning

Flere midt - og vestjyske håndboldnavne ser i dag lyst på en eventuel fremtid med Klavs Bruun-Jørgensen som landstræner for Danmarks kvindelandshold.

19KlausBruun.jpg

Han er nok Stig Tøftings pendant på en håndboldbane. Ærgerrig og temperamentsfuld - et modstykke til Jan Pytlick.

Og netop dét gør, at flere midt - og vestjyske håndboldnavne i dag ser lyst på en eventuel fremtid med Klavs Bruun-Jørgensen som landstræner for Danmarks kvindelandshold.

Ideer og pondus

- Han er lidt ligeglad med, hvad alle tænker, siger og mener, og det tror jeg egentlig godt, vi kunne have brug for. Så jeg er positiv overfor det, hvis det bliver ham, siger landsholdspiller Maria Fisker fra Viborg HK.

Også trænerkollegaen Christian Dalmose ser store kvaliteter i at vælge Klavs Bruun-Jørgensen som landsholdets førerhund:

- Han er en helt anden type med noget gennemslagskraft, gode idéer og noget pondus, som det her landsholdhold har brug for, siger han.

Vil ikke bekræfte rygterne

TV2 Sport erfarer i dag, at Team Tvis Holstebro-træneren er blevet enig med Dansk Håndbold Forbund om jobbet som dirigent på det danske kvindelandshold. Hverken DHF eller Klavs Bruun-Jørgensen har dog ønsket at bekræfte rygterne.

Hør flere kommentarer i vores udsendelse 19.30:

1:54
TV2 erfarer, at Team Tvis Holstebros træner Klavs Bruun Jørgensen er enige med DHF om landstrænerjobbet. Det får en god modtagelse her i landsdelen.