Spiegelhauer-dom ingen overraskelse

Mediejurist Oluf Jørgensen er ikke overrasket over dommene i sagerne mod journalister og redaktører på Operation X.

Oluf.jpg

Forskningschef og mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er ikke overrasket over Holstebro byrets dom over journalisterne fra Operation X, der er dømt for at bryde ind hos en minkavler.

Journalisten Morten Spiegelhauer og redaktørerne på Operation X, Kasper Vilsmark og Miki Mistrati, blev alle idømt ti dagbøder af 500 kroner stykket i sagen om indbrud på minkfarme i forbindelse med Operation X programmet 'Pels På Vragen'. Under sagen forklarede journalisterne, at de havde fulgt Fødevareministeriets anbefalinger for at undgå at smitte minkene med sygdomme, men forklaringen har ikke været god nok for byretten i Holstebro.

- Byretten har lagt til grund at de tiltalte og nu dømte ikke har sandsynliggjort, at de har foretaget de  nødvendige sikkerhedsforanstaltninger før de kravlede over hegnet ind til minkfarmene. Det er klart nok, at udgangspunktet er, at det er ulovligt at bryde ind. Men det kan være berettiget, hvis der er væsentlig offentlig interesse. Byretten har fundet, at det er i klar offentlig interesse i at afdække forholdet omkring dyrevelfærd. Men det er de konkrete omstændigheder, omkring indbruddet på minkfarmen, der ender med at veje tungest, siger Oluf Jørgensen

Våben i Lufthavnen

I følge Oluf Jørgensen findes der en række andre lignende sager, hvor journalister er sluppet for straf. F.eks. da journalister fra gratisavisen Urban tog en kniv fra en lufthavnsrestaurant med igennem gaten for at bevise, at sikkerheden i lufthavnen ikke var god.

Her blev journalisten dømt for lovovertrædelsen, men straffen bortfaldt. Men modsat sagen fra lufthavnen, hvor lovovertrædelsen ikke havde store konsekvenser for andre, har byretten i Holstebro vurderet, at Spiegelhauer og co's  indtrængen på minkfarmen, har haft konsekvenser for minkfarmerne. 

Indbruddet på de 31 minkfarme fik Fødevareministeriet til at lave en gennemgribende kontrol af dyrene på farmene, for at undersøge om de var blevet smittet af sygdomme. Minkavlerforeningen opgjorde udgiften til kontrollen til at ligge lige i omegnen af en million kroner. 

Journalisterne har anket dommen til Vestre Landsret.