TV MIDTVEST

Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Spidskandidat fortryder: "Sort slavehandel" var ikke velvalgt

Henrik Kraglund fortryder sit ordvalg, da han kaldte FCM's afrikanske talentarbejde sort slavehandel. Han har samtidig fået en opsang af sit parti.

Læs også Afviser beskyldninger om slavehandel: Det er helt hen i vejret

Henrik Kraglund fortryder sit ordvalg, da han forleden på et vælgermøde i Brande sagde, at FC Midtjylland bedriver sort slavehandel.

- Vendingen, sort slavehandel, fortryder jeg meget. Indholdet fortryder jeg selvfølgelig ikke. Men ordvalget var ikke smart, siger Henrik Kraglund, der er én af Fælleslistens spidskandidater til valget i Ikast-Brande Kommune, til TV MIDTVEST. 

Indholdet baserer sig på et besøg hos ulveklubben. 

- Baggrunden var et besøg hos FC Midtjylland, som jeg var på for nogle år tilbage, hvor de 20-25, der var afsted, fik et foredrag om FC Midtjylland. Der kom det blandt andet frem, at man ikke lykkedes med alle spillere og sendte nogle af dem hjem. Der var en historie, hvor én af spillerne undslipper i Paris - han ville ikke hjem. Og så måtte de slippe ham dér. Det gjorde stort indtryk på mig. Det har jeg aldrig glemt, siger han.

Jeg har fået, så hatten passer - og det tager jeg bestemt til efterretning.

Henrik Kraglund

 

Har fået en næse af sit parti

Al virakken omkring Henrik Kraglunds udtalelser har fået stifter, kampagneleder og viceborgmester Preben Christensen til at give ham en opsang.

-Jeg har fået så hatten passer - og det tager jeg bestemt til efterretning, forklarer Henrik Kraglund.

Læs også Spidskandidat beskyldte FCM for sort slavehandel

Det bekræfter Preben Christensen, der sammen med partigruppen har givet spidskandidaten en næse.

- Henrik har stået skoleret for gruppen, for sådan en udtalelse er vi på ingen måde tilfredse med i Fælleslisten. Henrik er ny som politiker, og det er lige med at skille ad, hvad der er privatpersonen - og hvad der er politikeren, siger han.

Vil tage kontakt til FCM

Henrik Kraglund betvivler ikke, at FCM følger reglerne i dag. Men han vil alligevel tage kontakt til klubben for at få styr på den praksis, man har.

Vi hører om stjernerne, men vi hører ikke om vandbærerne.

Henrik Kraglund

- Jeg synes, det er interessant, hvad der sker med dem, der ikke lykkedes inden for boldspillet, fordi fodbold sælger jo drømme, så selvfølgelig kan man sagtens overtale unge mennesker til at komme hertil, men hvad sker der med dem, der ikke lykkedes. Vi hører om stjernerne, men vi hører ikke om vandbærerne, afslutter Henrik Kraglund.