Spellerberg rasende på Pytlick

Bo Spellerberg, der er gift med Louise Svalastog Spellerberg, er rasende over, at konen blev sendt hjem fra OL.

bospellerberg.jpg

Blot to dage før det danske kvindelandsholds første kamp ved de olympiske lege, blev FC Midtjyllands Louise Svalastog Spellerberg vraget fra OL-truppen. Angiveligt fordi landstræner Jan Pytlick mener, at en rygskade forhindrer hende i at klare hele turneringen.

Det får nu Louise Svalastogs Spellerbergs mand, Bo Spellerberg, til at rase mod Jan Pytlick.

- Du må godt få at vide, at hun sagtens kunne have spillet i dag. Det må du godt citere mig for, siger Bo Spellerberg til sporten.tv2.dk

Hendes største drøm

Bo Spellerberg mener ikke, at rygskaden er alvorlig nok til at sende hustruen hjem.

- Det tror jeg heller ikke, at hun selv synes. Altså - når man vågner op om morgenen og mener, man kan spille kamp. Og man er røget af, fordi de mener, at man ikke kan spille nummer to kamp, har man vel lov til at stille spørgsmålstegn ved, hvad der foregår, siger han til sporten.tv2.dk.

Nu må Louise Svalastog Spellerberg følge OL fra sidelinjen, og det gør ondt.

- Der er der ingen tvivl om, at hun er gigant bitter. Det er hendes største drøm at komme med til et OL, og nu sidder hun på en kampdag og kan spille. Og af en eller anden grund blevet sendt udenfor. Så det er vel ikke så mærkeligt, siger Bo Spellerberg sporten.tv2.dk