Spejderlejr slut for de små

Selvom den store spejderlejr først officielt lukker i weekenden, er der nogle, der allerede pakker teltene sammen.

spejder1.3.jpg

I dag, onsdag, blev den sidste dag på spejderlejren for De grønne pigespejdere og KFUM drengene fra Lomborg Rom.

Kun lidt hjemve

Børnene fra 4. klasse kom lørdag, mens 1.-3. klasse ankom på lejren i søndags. Siden weekenden har de unge spejdere været til mange aktiviteter, bygget, snittet og lavet bål og fået smagt godt på danmarkshistoriens største spejderlejr - også selvom de kun har været der en halv uge.

- Jeg tror det er fint nok, at de skal hjem i dag. Man kan godt mærke, at børnene er ved at være godt møre, fortæller Annette Andersen, der er spejderleder hos Lomborg Rom KFUM.

Her til morgen var nogle af forældrene mødt op med rundstykker til lejren og for at give en hånd med til nedpakningen af lejren. Det var dog ikke alle børn, der var helt tilfreds med at forlade lejren i dag.

- Jeg havde glædet mig rigtig meget til lejren og det har været rigtig sjovt, derfor synes jeg, at det er lidt ærgerligt, at vi skal hjem i dag, fortæller 8-årige Lukas Lønbak og tilføjer, at han kun har haft en lille smule hjemve.

Andre der imod havde nået at få det ud af lejren, som de gerne ville.

- Jeg har hygget mig rigtig meget med mine venner, men jeg synes, at det er fint nok vi skal hjem, lyder det fra Emma Rosgaard Mose på otte år.

 

spejder1.jpg

 

spejder1.2.jpg

 

spejder1.4.jpg