Speciel klubånd har sikret Thisted FC succes

Oprykkerne fra Thisted FC er sæsonens helt store overraskelse i 1. division. Succesen kan tilskrives en helt særlig klubånd ifølge cheftræner Joakim Mattson.

Thisted FC-træner Joakim Mattson sammen stab og spillere på træningslejr i Tyrkiet. Foto: Christian Kjeldsen

Thisted FC har imponeret stort, siden den lille fodboldklub fra Thy byttede tilværelsen i 2. division ud med 1. divisionsfodbold i denne sæson.

Thy-holdet kan nemlig notere sig en aktuel andenplads i Nordic Bet-ligaen en uge før, forårssæsonen begynder.

En placering, de færreste formentlig havde regnet med på forhånd. Cheftræner Joakim Mattson har dog flere forklaringer på, hvorfor hans mandskab har haft succes efter oprykningen til landets næstbedste fodboldrække.

- Den væsentligste er nok, at vi har øget træningsmængden men også, at vi har fastholdt den trup, der er så sammentømret fra oprykningen, siger cheftræner Joakim Mattson i en pressemeddelelse udsendt af Thisted FC.

- Spillerne er vokset i niveau som hold og individer, siger han.

Speciel klubånd

Cheftræneren er også overbevist om, at den særlige ånd, som hersker i klubben, kan tilskrives en del af æren for den øjeblikkelige succes på banen.

- Alle arbejder hårdt, alle vil gerne blive bedre, alle vil gerne have det godt sammen og fungere godt sammen som gruppe.

- Hvis der er nogle, der stikker ud, er de andre hurtige til at få dem tilbage i folden. Det er dyder, der altid har været i Thy, siger Joakim Mattson.

Oprykning giver store forventninger

Placeringen som nummer to i 1. division har skabt store forventninger til Thy-mandskabet, der lige nu har tre point op til topholdet Vejle Boldklub.

Presset er cheftræneren dog er helt afklaret med. For forventningerne til Thisted FC er allerede så godt som indfriet.

- Skal vi kigge på den korte bane de næste 14 kampe, skal vi holde skruen i vandet i forhold til det, vi har sat i gang.

- Selvom vi har en god sæson i år, og forhåbentligt også ender i den bedste halvdel, så er det ikke det samme som at sige, at Thisted FC er et tophold i 1. division fra nu af og i fremtiden. Vi havde et mål om at blive oppe i 1. division efter første sæson. Den tør vi godt sige, at vi forventer indfriet ved afslutningen af sæsonen, siger Joakim Mattson.

FC Thisted åbner forårssæsonen mod førerholdet fra Vejle. Kampen bliver spillet på udebane på fredag.