Sparekassen Balling topper

Sparekassen Balling kom ud af kriseåret 2009 med det flotteste regnskab i sparekassens historie.

Ifølge Sparekassen selv er overskuddet på 8,7 millioner kroner et resultat af stram omkostningsstyring, lav risiko og fornuftigt købmandsskab.

I 2008 havde sparekassen et overskud på 4,2 millioner kroner, altså ikke engang halvdelen af overskuddet for sidste år. Bankens egenkapital er nu oppe på 113 millioner kroner, og andelen af kunder, der ønsker at være garanter, er steget med 15%.

- Vi er overbevist om, at det især skyldes den frie indløsningsret af garantkapital, som vi har fastholdt, skriver sparekasse-direktør Ole Christoffersen i en pressemeddelelse.

Regnskabet får Sparekassen Balling til at høre til blandt de mest velkonsoliderede i landet.