Spar Nord Arena får 1,5 mio. kr.

Siden åbning i 2007 har Spar Nord Arena i Skive været plaget af utætheder i tagkonstruktionen. Men nu Lokale og Anlægsfonden bevilget 1,5 mio. kr. til udbedringer.

Der er  problemer med tagkonstruktionen på atletik- og tennishallen Spar Nord Arena i Skive. Der trænger vand ind i den moderne lethal, men alligevel har det ikke være muligt at udpege en ansvarlig for problemet. Skylden kan altså ikke placeres, og udbedringer har derfor trukket ud.

Men nu har Lokale og Anlægsfonden, der sammen med Skive Kommune står bag det eksperimentelle byggeri, valgt at støtte udbedringerne med 1,5 mio. kr.

- Når Lokale og Anlægsfondens ansøgere er med på at eksperimentere og har modet til at tænke anderledes og prøve nye løsninger, så skal Fonden også bakke op om at få løst problemer som dem, der har ramt Spar Nord Arena, forklarer Torben Frølich, der er direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Spar Nord Arena skiller sig ud, fordi den som lethal er billigere end en almindelig hal, idet den fx er uopvarmet.

Lokale og Anlægsfonden forventer, at Skive Kommune og lokale fonde går sammen om at dække de resterende udgifter til en udbedring af taget, der i alt vil koste 4,155 mio. kr.