Spar Mors vandt retssag

Villy Gravgaard havde slæbt den konkursramte bank Spar Mors i retten, men det var banken, der kunne gå sejrrigt derfra.

Villy_Gravgaard2.jpg

Villy Gravgaard tabte 286.000 kroner, da Spar Mors krakkede. Retten i Holstebro skulle onsdag tage stilling til, om banken skulle betale erstatning for tabet. Men banken fik medhold i sagen.

Stridspunktet har været, at banken har investeret Villy Gravgaards penge i garantbeviser. Noget som Villy Gravgaard ikke selv var klar over. Men retten lagde i deres afgørelse vægt på, at det stod oplyst på årsopgørelsen.

- Det burde jeg jo nok have set, men jeg så kun, hvad der stod på bundlinien, og stadigvæk kan jeg ikke forstå, hvorfor pengene blev placeret der uden min viden, siger Villy Gravgaard.

Retten gav konkursboet efter Spar Mors medhold, og nu skal Villy Gravgaard betale sagens omkostninger på 38.000 kroner.

Sagen skal ikke slutte her

Villy Gravgaard mener, det er en uretfærdig dom og håber ikke det sidste er sagt i denne sag.

- Jeg er knust over at få sådan et afslag, og nu har jeg kun tilbage at håbe på, at forsikringen vil lade mig komme i landsretten, siger Villy Gravgaard.

Villy Gravgaard har ikke selv råd til at føre sagen i landsretten, så hvis sagen skal videre, kræver det at forsikringsselskabet vil give ham retshjælp.

Den daværende direktør i Spar Mors, Torben Futtrup, har ikke ønsket at kommentere dommen overfor TV/Midt-Vest.