Spar Mors undersøges for lovbrud

Ledelsen har muligvis overtrådt deres tavshedspligt inden krak

spar_mors.jpg

Måske foregik der noget ulovligt, da 12 til 15 millioner kroner blev udbetalt i perioden op til, at Spar Mors stoppede udbetalingen af garantkapital 3. oktober 2008. Det er i hvert fald, hvad kurator Ulrik Jacobsen fra advokatvirksomheden Kromann Reumert er i gang med at undersøge.

- Jeg kan ikke udelukke, at medlemmer af ledelsen kan have overtrådt deres tavshedspligt, siger han i dag til TV/MIDT-VEST. Han ønsker ikke at uddybe den konkrete sag yderligere i et interview, men oplyser, at han i øjeblikket er i fuld gang med at undersøge, om medlemmer af ledelsen eller personer med tilknytning til ledelsen i Spar Mors har fået udbetalt større beløb.

I en cirkulæreskrivelse fra Kromann Reumert skriver Ulrik Jacobsen, at "det er kurators vurdering, at visse udbetalinger af garantkapital i efteråret 2008 kan være omstødelige eller kan tilbagesøges på andet grundlag. [...] Kurator kan ikke afvise, at boet vil rejse erstatningskrav mod Sparekassens tidligere ledelse."

Følg sagen i vores udsendelse klokken 19.30.