Spar 1.500 kroner på din charter-rejse: Flyv fra Karup

Bravo Tours og Apollo Rejser har lavet en speciel pris til dem, der bestiller charterrejser med afrejse fra Midtjyllands Lufthavn i Karup

01:30

Der kan være store penge at spare ved at flyve fra Midtjyllands Lufthavn frem for en af de andre danske lufthavne Video: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Den tidligere Karup Lufthavn er i gang med at relancere sig selv. Det begyndte, da de for godt en måned siden skiftede navn til Midtjyllands Lufthavn, og nu vil de også til at flyve udenlands.

I den forbindelse har to rejseselskaber valgt at sænke priserne for folk, der bestiller charterrejser med afrejse fra Midtjyllands Lufthavn. 

Herning-baserede Bravo Tours og Apollo begynder fra slutningen af juni at flyve charterrejser fra Karup, og hvis du vælger at flyve fra Midtjylland, er der penge at spare. 

For eksempel kan du spare op til 1.500 kroner pr. person på rejser til Rhodos og Kreta, hvis du vælger Midtjyllands Lufthavn over for eksempel Billund og Kastrup. 

- Vi vil gerne give Midtjyllands Lufthavn en rigtig god start, så derfor laver vi nogle introduktionstilbud for at få folk til at rejse derude fra, siger administrerende direktør hos Bravo Tours, Peter Hornshøj. 

Men introduktionstilbuddene kører ikke for evigt, så hvis du vil spare penge på din charterrejse, skal du til at rubbe neglene. 

-  Vi kører tilbuddene i nogle uger endnu, siger Peter Hornshøj.