Spædbarn uden for livsfare efter drabsforsøg

Politiet har fået en ny melding fra lægerne på Aarhus Kommunehospital.

HerningPolitiSkildt.jpg

Den syv uger gamle dreng fra Vildbjerg, der ifølge politiet har været udsat for et drabsforsøg, er nu uden for livsfare.

- Vi har i formiddag fået at vide fra Aarhus Kommunehospital, at drengens tilstand fortsat er kritisk, men at han er uden for livsfare, oplyser politikommissær Jørgen Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den lille dreng blev tirsdag indlagt på Regionshospitalet i Herning med flere alvorlige skader, blandt andet blødninger i hjernen, og efter en henvendelse fra sygehuset valgte politiet at anholde drengens 27-årige far.

Faren blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør bag lukkede døre. Han nægtede sig skyldig, men dommeren valgte alligevel at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Ifølge anklageren slog den 27-årige spædbarnet flere gange med flad hånd, ligesom han tog fat om barnets hals. Under en afhøring hos politiet har manden forklaret, at skaderne må stamme fra et fald.