Sorte spejdere på spejderlejr
Det bliver Anders Breinholt og Anders Lund Madsen der åbner og lukker danmarkshistoriens største spejderlejr i Holstebro 2012
Spejdernes Lejr 2012 bliver kæmpestort. Med 35.000 spejdere er det den største spejderlejr nogensinde i Danmark. Og meget passende bliver åbnings- og afslutningsceremonien styret af to af Danmarks mest kendte spejdere, Anders Lund Madsen og Anders Breinholt.
I flere år var de to af P3s mest populære radioværter med programmet De Sorte Spejdere.
- Spejderne bør være beredte på lidt af hvert. Men de skal være helt rolige med hensyn til Anders og mig. For vi er spejdernes fineste venner. Hvis nogen gør noget forkert ved en spejder, så får de med os at bestille. For spejdere - både sorte og andre - har én ting til fælles, som forener dem overalt i verden: Vi er kammerater. Og Anders og jeg vil gøre vort yderste for at være jeres kammerater til sommer. Så I kan forvente, at vi er rare. Og mærkelige. Og sjove. Men mest af alt rare, siger Anders Breinholt.
Sammen kan vi gøre en forskel
De to shows som De Sorte Spejdere skal være værter på, kommer til at kombinere kendte danske musiknavne, med præsentation af spejderarbejdet i Danmark og resten af verden.
- Vi ønsker at hver eneste spejder skal lære at tage ansvar for det samfund, de er en del af, sådan at spejderbevægelsen kan være med til at skabe en bæredygtig og rar verden for alle. Det er selvfølgelig ikke noget man lærer fra den ene dag til den anden, men de store shows på lejren er med til at vise spejderne, at vi sammen kan gøre en forskel. Vi glæder os rigtig meget til at opleve, at Anders Breinholt og Anders Lund Madsen kan være med til at fortolke spejderbevægelsen og denne vision på deres helt egen måde." siger Lejrchef Miriam Madsen.