Søren Pape stopper 3. september

Viborg skal have ny borgmester i begyndelsen af september. Den afgående førstemand vil dog blive boende i kommunen.

110814SoerenPape.jpg

Så er der sat en dato for, hvornår Viborg Kommune skal have ny borgmester.

Søren Pape Poulsen forlader jobbet den 3. september for at koncentrere sig om sit nye job som leder af de konservative.

- Det er mere end et fuldtidsarbejde at være borgmester i Viborg, og det er det også at være politisk leder af et parti. Derfor træder jeg ud af lokalpolitik, så snart jeg kan komme til det, og det bliver altså den 3. september. Det er det bedste for Viborg, Det Konservative Folkeparti og mig, siger Søren Pape Poulsen i en pressemeddelelse fra Viborg Kommune.

Pape understreger, at han vil "i videst muligt omfang" vil passe sit borgmester-job indtil 3. september - og at han i øvrigt ikke vil blande sig i, hvem der skal afløse ham.

Den snart tidligere borgmester fastslår også, at han trods jobskiftet vil blive boende i Viborg Kommune.