Søren Gade: Vi ruttede ikke med sandheden

Dokumenter fra Irakkommissionen viser, at forsvaret forsøgte at skjule aftaler med amerikanske lejesoldater. Daværende forsvarsminister Søren Gade fra Holstebro siger, at de ikke ligefrem ruttede med sandheden. (Arkivfoto)

Dokumenter, som Jyllands Posten har fået fat i, viser at den tidligere VK-regering forsøgte at skjule en aftale med et amerikansk sikkerhedsfirma under Irakkrigen.

Aftalen betød, at danske soldater var sikret hjælp fra firmaet Blackwater under konvojkørsel i nødsituationer. 

Få uger før aftalen blev indgået, havde Blackwater dræbt 14 uskyldige irakere i Bagdad, og var en af de største massakre i Irak-krigen. 

Ifølge et notat fik den danske befolkning at vide, at forsvaret "ikke" samarbejdede med private sikkerhedsfirmaer i Irak. Jyllands-Posten skriver, at denne formulering kunne bruges, fordi man kun havde "en samtale med " folkene fra Blackwater.

Samme formulering blev gentaget over for Folketinget flere gange op til, at aftalen blev indgået.

Peter Viggo Jakobsen der er lektor ved Forsvarsakademiet, kalder det manipulation.

Gade afviser at have gjort noget galt

Den daværende forsvarsminister fra Holstebro, Søren Gade, siger til Jyllands Posten, at han ikke husker sagen i detaljer. Men at Folketinget havde fået det korrekte svar, hvis det havde spurgt.

- Du kan sige, hvorfor gør man det så ikke up-front fra ministeriets side. Og der kan du godt sige, at vi ikke ligefrem ruttede med sandheden, siger Søren Gade til avisen.

Søren Gade siger dog, at det var sådan, man gjorde under Irak-krigen, hvor situationen var tilspidset.

- Når du har VIPs eller du har gæster på besøg, eller hvis f.eks. den danske repræsentation bliver angrebet, så er du jo nødt til at bruge alt, hvad der er dernede. Det er en uformel aftale om, at du kan ringe, og så kommer de og redder dig, hvis du har en ambassadør med. det er en catch 22, for hvis du ikke gør det, og ambassadøren bliver skudt, så har du ikke gjort dit arbejde ordenligt, og hvis du så gør det via nogle venner, som nogen ikke kan lide, så er det også et problem, siger Søren Gade.