Søndergaard klar igen efter fingerskade

Skjern-spilleren Kasper Søndergaard er klar til Qatar efter fingerskade.

kaspersondergaard_0.jpg

Skjern-spilleren Kasper Søndergaard er blevet klar til håndbold-VM i Qatar. Han har ellers været et usikkert kort på grund af en fingerskade, men nu melder han sig ifølge klubbens hjemmeside på banen igen.

- Det er gået over al forventning med fingeren, og jeg forventer, at jeg er med på fredag, siger Kasper Søndergaard, der derfor lige nu er på vej til Qatar med resten af landsholdet.

Test af fingeren er gået godt

I de sidste to dage har landsholdsprofilen testet sin venstre tommelfinger, og det er med Søndergaards egne ord gået "super godt."

- Nu glæder jeg mig bare til at komme af sted med drengene og så få sat den slutrunde i gang, siger Kasper Søndergaard til Skjern Håndbolds hjemmeside.

Danmark spiller sin første kamp ved VM fredag aften mod Argentina.