Søn erkender millionsvindel

Manden på herregården Pallisbjerg erkender idag, at han har svindlet for 20 millioner kroner.

Det kom frem under dagens retsmøde i sagen mod den 45-årige mand, der er tiltalt for omfattende moms-snyd. Det skriver Dagbladet Holstebro. 

Den 45-åriges mor på 80 år er også tiltalt i sagen. Hun og sønnen har sammen brugt de mange penge til at sætte herregården Pallisbjerg i stand.

Dom om en uge

Der falder dom i sagen om en uge. Anklageren kræver 2½ års fængsel til moderen og 3½ år til sønnen. Det kræves også, at de to betaler 50 millioner i bøder og tilbagebetaling af moms.

Ikke overraskende mener forsvareren i sagen, at den 45-årige skal slippe med to års fængsel og så bør både moderen og selskabet bag Pallisbjerg frifindes.