Sommerhuset hitter som helårsbolig

Nye regler gør det lettere at blive fastboer i sommerhuset. Det kan skabe store forandringer i områderne.

5:21
Nye regler gør det lettere at skifte den faste adresse i byen ud med roligere omgivelser i sommerhuset
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I de seneste år er det blevet meget populært blandt især pensionister at bruge sommerhuset som helårsbolig.

Og de ændringer i planloven, der trådte i kraft lige før sommerferien, vil formentlig forstærke den tendens.

Tidligere var det et krav, at man skulle eje sommerhuset i otte år, før man kunne flytte ind permanent. Nu er det muligt allerede efter det første år som ejer, hvis man altså er pensionist eller på efterløn.

Ændringerne kan måske betyde, at de mest populære sommerhusområder skifter karakter. Hvis de kommer mange fastboere, kan områderne mere få karakter af et villakvarter, og det vil være en stor skam, mener Carsten Johansen, der er formand for Vejlby Strand Grundejerforening i Lemvig Kommune.

- Personligt synes jeg, at det skal forblive et sommerhusområde med det præg, der nu engang er sådan et sted. Der kan sagtens integreres fastboende - det har vi allerede gjort. Men det at det bliver en mængde på 10, 20 eller 30 procent af grundejerne, der flytter herud fast, vil være med til - for nogles vedkommende - at man begynder at lave haver eller hække. Og det er jo slet ikke det, der er meningen, siger han.

Han frygter, at sådan en udvikling også vil gå ud over udlejningen af sommerhuse.

- Mange gæster kommer her, fordi det er et rekreativt område. Hvis det pludselig ændrer karakter til at blive et villaområde med haver og hække, kunne det sagtens have en negativ indflydelse.

Ikke en revolution men en evolution

Der er 2100 sommerhuse i Lemvig Kommune, og borgmester Erik Flyvholm (V) deler ikke frygter for, at fastboerne skal blive for dominerende. 

- Jeg tror, at fastboerne bliver et supplement, og at de kan være med til at give mere liv. Det kan være med til, at vi har mere fokus på at der er en ordentlig service i de her områder hele året. Så jeg ser det som en mulighed for at udvikle turismen. 

Mikkel Høegh, der er boligøkonom i Jyske Bank, har også store forventninger til de nye regler.

- Vi tror, at det kommer til at løfte boligmarkedet i yderområderne. Der er ikke tale om nogen revolution, men det er helt sikkert en evolution, som vi være med til at sætte gang i områderne og give et løft til sommerhuspriserne, siger han.