Solid Skjern-sejr på udebane

Skjern-mandskab på ret kurs i håndboldligaen

Den norske streg, Bjarte Myrhol, leverede med fem scoring ern god præstation for Skjern i udekampen mod Sønderjyske Foto: Skjern Håndbold

Med en 29-21 sejr over Sønderjyske, leverede de nyslåede pokalmestre fra Skjern Håndbold en solid præstation på udebane i herrernes håndboldliga.

Det normale fæstning i Skansen i Sønderborg, var ikke nok til at løfte hjemmeholdets spillemæssige niveau mod et stærkt spillende Skjern-mandskab, som afgjorde kampen i slutningen af første halveg.

Her gik holdet fra 8-8 til knusende 15-8. En føring som Sønderjyske ikke formåede at indhente i de sidste 30 minutter.

Hos Skjern var det navnlig stregspilleren, Bjarte Myrhol, der viste kvalitet på stregen. I første halveg scorede han fem gange, godt assisteret af højrebacken Kasper Søndergaard og playmaker Markus Olsson.

I anden halveg forsøgte Sønderjyske at slå tilbage, men forgæves. Holdet kom ikke tættere på end 16-20, og Skjern holdet kunne stille og roligt køre sejren i hus.

De to point var en klar genoprejsning for Skjern efter en sløj præstation mod KIF Kolding i liga-opgøret for seks dage siden.