Solen får birolle i grå weekend med faldende temperaturer

Skyerne kommer til at ligge tungt over landet. Foto: Scanpix / Henning Bagger

Solen får birolle i grå weekend med faldende temperaturer

Weekenden begynder grå, den fortsætter grå og slutter med et lille hul i skyerne i de østlige egne.

Østenvind, masser af skyer og generelt tørvejr.
    
Det bliver nøgleordene for den kommende weekends vejr, fortæller Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.
    
Den gode nyhed for danskere, der er trætte af regn og slud, er, at de fleste vil kunne gå tørskoet igennem weekenden.
    
- Det bliver stort set tørt over de næste tre dage. Men der kommer til gengæld rigtig mange skyer, siger Anja Bodholdt.
    
Fredag kan der dog falde en enkelt lokal byge i form af regn eller slud flere steder.
    
Temperaturen vil holde sig mellem en og fire graders varme, mens vinden vil være let til frisk fra øst.
    
Natten til lørdag vil temperaturen ligge sig mellem to graders frost og to graders varme - lunest bliver det ved Vestkysten.
    
Lørdag og søndag kalder på et ekstra lag tøj og en pind i pejsen, da temperaturerne her vil tage en dyk nedad.
    
- Temperaturerne er nedadgående lørdag og søndag, hvor vi kommer til at ligge omkring frysepunktet om dagen og cirka fire minusgrader om natten, siger Anja Bodholdt.
    
På en weekend, der vil fremstå i gråtoner, byder søndagen på et lille håb for solhungrende danskere i de østlige egne af landet.
    
- Hvis man skal finde et lyspunkt, så er det, at søndag eftermiddag kan byde på lidt sol i den østlige del af landet, siger Anja Boldholdt.
    
Søndag kan dog også byde på lokale slud- eller snebyger i Nord- og Østjylland.
    
/ritzau/