Soldaters overarbejde rammer familierne

Det går hårdt ud over familien, når ansatte i forsvaret arbejder over som aldrig før. Sådan lyder det i dag fra en lokal arbejdsmiljørepræsentant.

Forsvar, overarbejde

Arbejdsmiljøet er under et alvorligt pres i det danske forsvar. De godt 21.000 ansatte arbejder over som aldrig før for at løse Forsvarets mange opgaver og alt for ofte får soldaterne udbetalt penge for overarbejdet i stedet for afspadsering. 

Det giver store problemer, når arbejds- og familieliv skal hænge sammen, lyder det nu fra de lokale arbejdsmiljørepræsentanter.

- Jeg har kun oplevet en stigning i forhold til den mængde ressourcer, vi bruger på at frikøbe overarbejde og dermed udbetale merarbejde til vores medarbejdere. De flere aktiviteter særligt dem i udlandet og de længerevarende aktiviteter gør at vi går lidt på køb med det vi har der hjemme, det bagland vi har, siger Rasmus Meloni- Knudsen, arbejdsmiljørepræsentant hos Jyske Dragonregiment i Holstebro.

De menneskelige konsekvenser er ifølge de ansattes fagforening til at få øje på.

- Nogle af konsekvenserne er selvfølgelig, at de kommer hjem med stress. Det har også den konsekvens, at vi ser flere og flere skilsmisser, siger Kurt Brantner, forbundssekretær hos Hærens Konstabel- og Korporal Forening.

Forstærket problem

En situation som de lokale arbejdsmiljørepræsentanter oplever på tætteste hold.

- Jeg er ikke interesseret i, at jeg får kollegaer, der går ned med stress - ikke at det har været et problem endnu - eller at jeg ser, at mine gode kollegaer forsvinde her fra, fordi de simpelthen ikke kan få det til at hænge sammen med en hverdag der hjemme med en kone og et par børn, Rasmus Meloni- Knudsen.

Problemerne med arbejdsmiljøet er forstærket de senere år, hvor der generelt har manglet hænder i Forsvaret:

- Det er klart, at det sætter selvfølgelig folk eller systemet i en situation, hvor man er nødt til at udnytte de ressourcer, man har, og det betyder så også, at man ind i mellem går på kant med arbejdsmiljøloven. Det værste, der kan ske, er selvfølgelig, at flere bliver mere syge, flere familier går i opbrud, forhold går i stykker, og de ansatte søger andre græsgange, siger Kurt Brantner.

På den baggrund vælger flere soldater at sige farvel til jobbet. Andre beder om hjælp fra det korps af rådgivere, som hjælper når frustrationerne bryder ud.

Flere af forsvarets fagforeninger optrapper nu indsatsen for at sikre et bedre arbejdsmiljø for soldaterne.

2:13