Soldater: Vi har rygende travlt

Soldaterne hos Jydske Dragonregiment har efter eget udsagn fået mere travlt, efter at Danmark har trukket sig ud af Afghanistan. (Arkivfoto)

soldaterjydske.jpg

Den danske mission i Afghanistan er så godt som slut. Alligevel føler soldaterne hos Jydske Dragonregiment, at de har rygende travlt. Det skriver P4 Midt & Vest.

Efter indsatsen i Afghanistan er konstablerne blevet færre og opgaverne flere, og det presser soldaterne.

- Hvis vi ikke træner godt nok, har det jo en kedelig konsekvens, siger overkonstabel Rasmus Meloni-Knudsen, der er arbejdsmiljørepræsentant ved Jydske Dragonregiment. 

Soldaterne skal nu forberede sig på alle typer missioner i verden. Samtidig har de internationale missioner en kortere forberedelsestid end tidligere. 

- Vi har en hulens masse overarbejde. Det trætter lige så langsomt, siger Rasmus Meloni-Knudsen til P4 Midt & Vest.

Ifølge soldaternes fagforening, Hærens Konstabel- og Korporalforening, mangler der et trecifret antal konstabler i den danske hær. En skidt udvikling, erkender den fungerende regimentschef, oberstløjtnant Peter Nielsen.

- Vi har svært ved at leve med, at vi ikke kan gøre det så godt, som vi gerne vil. Politikerne kunne godt kigge på, om det er tid til at udvide strukturen i stedet for at skære i den, lyder hans opfordring.