Soldater uenige i ny forskning

Flere soldater fra Jydske Dragonregiment i Holstebro er uenige i resultatet af en ny forskningsundersøgelse fra Aarhus Universitet. Rapporten konkluderer, at post traumatisk stess syndrom blandt hjemvendte soldater ikke skyldes krig

120809Soldater.jpg

Mange soldater, der vender hjem til Danmark efter krig i udlandet, får symptomer på post traumatisk stress syndrom.

Men det er ikke nødvendigvis deres oplevelser fra krig, der gør, at de udvikler sygdommen.

Størstedelen af de soldater, der får symptomer på posttraumatisk stress syndrom, havde det dårligt mentalt, allerede inden de blev udsendt.

Det konkluderer en ny stor undersøgelse fra Aarhus Universitet, der har interviewet 746 danske soldater før, under og efter deres udsendelse til Afghanistan.

- Det vi kan se det er, at de har flere dårlige ting med sig i bagagen. De har været udsat for nogle belastende ting tidligere i livet også, som gør dem mere sårbare overfor nye traumatiske oplevelser, fortæller Dorthe Berntsen, professor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Forstår ikke resultatet

På Soldaterhjemmet i Holstebro, hvor mange soldater fra Jysk Dragonregiment ofte vender tilbage fra krig i udlandet med ar på sjælen, forstår soldaterne ikke forskningens resultat.

Overkonstablen HM, som TV/MIDT-VEST i dag har talt med, har været udsendt til Afghanistan to gange.

I dag lider han af post traumatiske stress syndrom, og det kan kun skyldes hans oplevelser fra Afghanistan, mener han.

- Der er ikke sket noget traumatisk tidligere i mit liv, der er skyld i, at jeg har det skidt nu. Det kan jeg sige 100 %. Hvem skulle ellers vide det bedre end mig, fortæller han.

Også lederen af KFUM's Soldaterhjem Troels Moesgaard er uenige i resultatet.

- Det kan jeg ikke genkende. Det er HELT klart krigen der er katalysatoren. Uden den, så var de ikke syge, siger han.

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med Forsvaret.

2:07
Forskningsrapport siger, at krig ikke nødvendigvis giver posttramatisk stress hos soldater. Soldater er uenige i konklusionen