Soldat lettet over bøde for vådeskud

25-årig overkonstabel fra Skive slipper med bøde på 3000 kroner, efter at han for et år siden afgav et vådeskud i sin lejr i Helmand-provinsen i Afghanistan.

soldat_skive.jpg

25-årige Bjarke Bach Møller fra Skive undgår fængselsstraf efter et vådeskud i Afghanistan i maj. Selv om ingen kom til skade ved uheldet mente militærets anklager, at soldaten stod til fængsel. Men byretten i Viborg lod ham slippe med en bøde.

- Jeg er meget lettet over sagen endte med en bøde og at jeg slipper for fængsel, forklarer Bjarke Bach Møller, som dog er noget rystet over at anklageren forsøgte at få ham idømt en fængselsstraf.

Normal praksis indtil nu har været at en soldat bliver idømt bøde, hvis han har affyret vådeskud, hvor ingen har været i fare eller er kommet til skade.

Byretten medgav, at forseelsen lå på grænsen mellem bødestraf og fængselsstraf, men at der trods alt ikke var nærliggende fare for menneskeliv, hvorfor en bøde kunne afgøre sagen.

Dermed får episoden ingen konsekvenser for Bjarke Bach Møllers fremtid i forsvaret.

Medgav fejl

Bjarke Bach Møller erkendte i retten uden forbehold, at han lavede en fejl, da han en tidlig maj-morgen skulle overtage vagten i et af vagttårnene i Sanger Vest i Helmand.

Han skulle afprøve sit våben - et fuldautomatisk maskingevær - men overså, at patronbæltet sad i våbnet. Han mærkede, at bundstykket satte sig, og da han ville undersøge, hvad der var galt, gik våbnet af.

En patrulje befandt sig nær vagttårnet, men var aldrig i nærliggende fare ved vådeskuddet.