Nyt sparekatalog: Sofaer og skilte kan være i fare på supersygehus

Nyt forslag til besparelser på supersygehuset i Gødstrup fjerner sofaer til pårørende og automatiske sengevaskere.

Supersygehuset i Gødstrup skal stå klar i 2020. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Gang på gang er der blevet sparet på sygehusbyggeriet i Gødstrup, og nu viser et nyt besparelseskatalog, at sofaer til pårørende og flere skilte kan være i fare. 

- Det er vigtigt at understrege, at sofaerne stadigvæk er med i planerne. Det er kun, hvis vi får brug for at hente flere besparelser, at de kan komme i spil, siger sygehusdirektør Poul Michaelsen til Dagbladet Holstebro-Struer

Læs også Gødstrup: Hvordan kan det gå så galt?

Mandag blev regionsrådet præsenteret for de nye forslag til besparelser, hvor også skilte og automatiske sengevaskere er på listen. 

Ved at droppe sofaer til de pårørende på sengestuerne kan sygehuset hente fem millioner kroner, hvilket er en tredjedel af det nye sparekatalog.

- Vi er ude de steder, hvor det virkelig gør ondt. Derfor håber vi heller ikke, at det bliver nødvendigt at droppe sofaerne. Men der er et krav om, at vi skal have et sparekatalog, så vi er klar til at imødegå eventuelle økonomiske problemer, siger sygehusdirektøren.

Genbrug af møbler og ud med skilte

På listen er der ud over sofaerne lagt op til at genbruge møbler fra de nuværende sygehuse og at flere af de skilte som skal vise rundt på supersygehuset vil blive sparet væk. De automatiske sengevaskere kan også blive fjernet, hvilket vil betyde at personalet skal rengøre sengene på stuerne. 

- Der er ingen besparelser, som vi er glade for. Heller ikke på skilte, hvis det skulle blive nødvendigt. Men de 3,6 millioner kroner er ud af et samlet budget til skiltning på omkring 15 millioner kroner, så der vil komme til at være skiltning, siger Poul Michaelsen.

Supersygehuset i Gødstrup forventes at være færdigt og klar til brug i efteråret 2020.

02:30

I august 2018 fortalte TV MIDTVEST om endnu et sparekatalog: Endnu engang er sygehusbyggeriet i Gødstrup ramt af besparelser. Denne gang skal der spares 109,6 millioner kroner.

Luk video