Søren Pape vil kæmpe for jagtbutik

Det er imod loven, at Viborg Byråd gav en jagtbutik lov til at ligge i et erhvervsområde. Nu vil Søren Pape have loven ændret.

jafi.jpg

Det var imod planloven, at Søren Pape Poulsen og Viborg Byråd i 2014 gav jagtbutikken JAFI lov til at ligge i et erhvervsområde, der ifølge planloven er tiltænkt særligt pladskrævende industrihandel. Det meddelte Statsforvaltningen Viborg kommune i går. I de aktuelle planlovsforhandlinger vil Pape, der nu er konservativ partileder, kæmpe for, at butikken får lov til at blive liggende.

 - Der er så mange rigide regler, vi skal have lavet om, så kommunen kan lovliggøre den og mange andre butikker, siger Pape. 

Ifølge ham er det uforståeligt, at en jagtbutik ikke må ligge i et industrikvarter. 

- En butik med våben skal ikke ligge inde i byen, den skal ligge uden for byen, siger han.

Det var da også med åbne øjne, at byrådet i 2014 gav jagtbutikken tilladelse til at ligge på Lundbyvej i Viborg. Både kommunens egne embedsmænd og Kommunernes Landsforening vurderede dengang, at forretningen ikke kunne ligge lovligt i det pågældende område.

- Så lang tid der er det mindste håb, så synes jeg jo, at enhver ordentlig borgmester skal gå langt i kampen for arbejdspladser og virksomheder. Planloven forhindrer udvikling og vækst og er direkte tåbelig. Hvis man aldrig tester grænserne for lovgivningen, så ved man ikke, hvor grænserne er, sagde han dengang.

At den tidligere borgmester nu fører sagen videre på Christiansborg, undrer Søren Gytz Olesen (SF), der var den politiker, der klagede i 2014.

 - Jeg synes jo ikke, man skal indrette loven efter lokale ulovligheder, det må være de lokale kommuner, som lever op til loven. Det er sådan, det må være, siger han. 

Også handelsstanden i Viborg advarer kraftigt imod at lempe planloven, sådan at mange flere butikker får mulighed for til at slå sig ned uden for midtbyen

- Det kan være katastrofalt for midtbyerne generelt, hvis man åbner for at detailforretninger kan placere sig ude i erhvervsområderne, hvor de større pladskrævende forretninger er i dag, siger Tina Bach, formand for Viborg Handel.

I dag er det kun særligt pladskrævende varer som biler og møbler, der må sælges uden for bycentrene. 

1:48
Den konservative partileder kæmper for en ændring af planloven, efter at placeringen af en jagtbutik i Viborg er kendt ulovlig.