Søren Pape: Valgkamp i påsken er en mulighed

Hvornår kommer folketingsvalget? Flere og flere tipper på søndag den 26. maj. Justitsministeren hælder til, at en tirsdag i slutningen af april også er en mulighed.

- Jeg tænker, at vi kan få et valg, der måske bliver udskrevet før påske, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.
- Jeg tænker, at vi kan få et valg, der måske bliver udskrevet før påske, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.
Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix

- Det er en af de ting, man i en regering - og heller ikke i en regerings ledelse - diskuterer. Det er det, en statsminister altid har for sig selv, siger Søren Pape Poulsen.

Dermed svarer justitsministeren og den konservative partiformand politisk korrekt på spørgsmålet om, hvornår danskerne skal til stemmeurnerne. Dog indrømmer han, at han i øjeblikket abonnerer på to muligheder for, hvornår folketingsvalget kommer.

- Jeg tænker, at vi kan få et valg, der måske bliver udskrevet før påske. Vi skal vel have noget med infrastruktur og sundhed på plads, før det giver mening. Så det kan blive en valgkamp, der går hen over påskeferien. Ellers må jeg sige, at jeg også begynder at abonnere på, at det bliver et dobbelt-valg den 26. maj, siger Søren Pape Poulsen. Han forudser dermed, at danskerne på samme dag kan komme til at skulle stemme til både Europa-Parlamentet og Folketinget.

Det er i denne uges udgave af det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, at Søren Pape Poulsen bliver spurgt til, hvor langt væk folketingsvalget er. Som medlem af regeringens magtfulde koordinationsudvalg mødes han ugentligt med statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men noget klippefast bud på en valgdato har justitsministeren fra Viborg ikke.

- Jeg gætter ligesom alle andre, siger han.

Men er den 26. maj den dato, du gætter mest på?

- Nej. Der er et eller andet i mig, der siger, at vi får valget før. Jeg en idé om, at det bliver udskrevet før påske til afholdelse efter påske, forudser Søren Pape Poulsen.

28:26
Folketingsvalget rykker tættere og tættere på, og partierne begynder mere og mere at positionere sig. Det gælder også Socialdemokratiet og de Konservative, for hvem offentlig velfærd og skattelettelser bliver vigtige emner i valgkampen.

Socialdemokratiet: Vi er klar

Heller ikke oppositionen ved selvsagt noget om, hvornår folketingsvalget kommer. Men Socialdemokratiet er klar, og har været det længe.

- Meningsmålingerne de sidste tre år har ligget sådan, at der har været flertal til rød blok hele vejen, siger socialdemokraternes næstformand, Mogens Jensen.

Mogens Jensen er på vej ind i sin femte valgkamp som folketingspolitiker. Dermed har socialdemokraten, med afsæt i Herning-kredsen, længere anciennitet på Christiansborg, end Søren Pape Poulsen. Men på trods af erfaringen, har den tidligere minister ikke noget konkret bud på, hvornår Lars Løkke Rasmussen trykker på valg-knappen.

- Han har i øjeblikket ikke noget særligt incitament til at udskrive valget. Jeg ved heller ikke, om han får det. Men jeg håber ikke, at Højesteret skal op og banke på og sige: 'Nu er det tid, kære statsminister'. Så langt tror jeg ikke, vi kommer, siger Mogens Jensen.

Reglerne om udskrivelse af valg står i grundlovens § 32. Grundloven fastsætter dog ikke regler for, hvor lang tid der skal gå mellem udskrivelsen og afholdelsen af et valg. Det sidste valg til Folketinget fandt sted torsdag den 18. juni 2015. Det næste folketingsvalg skal derfor holdes senest den 17. juni i år - men statsministeren kan når som helst inden da udskrive valg.

2:25
Nyt forlsag fra Alternativet vil give fast dato for folketingsvalg hvert fjerde år.