Søren Pape skal genvælges som spidskandidat

Mandag aften står Søren Pape Poulsen foran sine egne, når han skal genvælges som spidskandidat i den vestjyske storkreds.

De Konservatives formand Søren Pape Poulsen.
De Konservatives formand Søren Pape Poulsen.

Mandag aften skal Søren Pape genvælges som spidskandidat i den vestjyske storkreds. Det er en partiformand, der møder op efter en turbulent tid som formand for Det Konservative Folkeparti.

Opgavens størrelse var ikke til at tage fejl af, da Søren Pape overtog posten som konservativ formand i 2014. Med kun fem procent i vælgeropbakning var Det Konservative Folkeparti et parti i krise. En krise, som den daværende Viborg-borgmester Søren Pape skulle rette op på. To år senere er virkeligheden dog, at opbakningen til partiet fortsat er lav. Flere meningsmålinger sender det trængte parti helt ned i nærheden af spærregrænsen.

Specielt de seneste måneder har været hæsblæsende for den konservative formand. Forholdet til regeringspartiet Venstre er blevet iskoldt, og det skyldes specielt to sager.

Gyllegate

Det begyndte med en landbrugspakke, som ikke var helt så grøn, som daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen havde fremlagt den.

Det Konservative Folkeparti med Søren Pape i spidsen valgte på den baggrund at udtrykke mistillid til ministeren. En mistillid, der fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til at true med at udskrive valg. Da det efter tre dages forhandlinger mellem de borgerlige partier stadig ikke var lykkedes at finde en løsning, som kunne tilfredsstille Søren Pape og resten af de konservative, valgte Eva Kjer Hansen at gå af som minister.

Trækker sig fra forsvarsforlig

Godt tre måneder senere er den så gal igen. Det Konservative Folkeparti med Søren Pape i spidsen meddelte i sidste uge, at partiet ikke ønsker at være en del af forsvarsforliget. Partiet krævede, at der blev indkøbt flere kampfly end de 27, som regeringen har planlagt.

Det er første gang nogensinde, at Det Konservative Folkeparti står uden indflydelse i forbindelse med en forsvarsaftale.

Dansk forsvarspolitik har alle dage været en konservativ mærkesag, og beslutningen om at stå uden for forsvarsforliget har vakt opsigt - blandt andet blandt flere politiske kommentatorer. Den tidligere konservative forsvarsminister Hans Engell har kaldt den konservative beslutning for en stratetisk brøler. 

- Det, som Forsvaret har brug for, er et parti, der sidder ved forhandlingsbordet og har indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet, siger han. 

Mandag aften i Aulum Fritidscenter står Søren Pape Poulsen foran sine egne, hvor han bliver konfronteret med partiets politiske ageren. 

 

3:30
Søren Pape Poulsen skal mandag aften genvælges som konservativ spidskandidat i Vestjyllands Storkreds.