Søren Pape er spændt på Venstres politiske kurs i fremtiden

Pape er spændt på Venstres politiske kurs, men har forhåbninger om et godt samarbejde i fremtiden.

Søren Pape Poulsen har høje forventninger til det fremtidige samarbejde med den nyvalgte formand og næstformand for Venstre.
Søren Pape Poulsen har høje forventninger til det fremtidige samarbejde med den nyvalgte formand og næstformand for Venstre.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lørdagen har budt på et ekstraordinært landsmøde i Venstre. Et landsmøde hvor partiets kommende formand og næstformand skulle vælges.

Der var ikke meget spænding omkring, hvem der skulle have formandsposten. Jakob Ellemann-Jensen var nemlig den eneste, der stillede op. Anderledes var det med næstformandsposten.

Både Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby havde meldt sig til posten, og dermed skulle Venstres nye næstformand vælges ved en afstemning. Støjberg løb med en overbevisende sejr, hvor hun tog næsten tre fjerdedele af alle stemmerne. 

Formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, ønsker de nyvalgte tillykke med posterne.

Pape er spændt på politisk kurs

- For mig handler det ikke om, hvilke personer det er, men om den politik, vi skal samarbejde om, og der ser jeg frem til at høre nærmere om, hvilken kurs Jakob Ellemann lægger for dagen, fortæller Søren Pape Poulsen til TV MIDTVEST.

Han er blandt andet spændt på at finde ud af, hvordan den nyudnævnte formand vil føre udlændingepolitik, samt om ønsket om en SV-regering også er at spore hos Ellemann. 

Det Konservative Folkepartis formand understreger dog, at der skal bruges nogle kræfter på at bygge samarbejdet mellem Venstre og hans eget parti op.

- Tillid og respekt er ikke noget, man trækker i en automat, det er noget, man med tiden bygger op. Og det er jeg helt sikker på, at vi også kan få bygget op blandt de borgerlige partier, siger han.