Mangel på kunder og svag omsætning: Søren må lukke Café Loppen

Søren Sandberg Svendsen måtte tirsdag fortælle de frivillige i Café Loppen, at den skal lukke.

Søren Sandberg Svendsen må lukke Café Loppen i Ramsing.
Søren Sandberg Svendsen må lukke Café Loppen i Ramsing.
Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

Den 1. juni lukkes dørene for sidste gang i Café Loppen i Ramsing.

Økonomien hænger ikke længere sammen for butikken, der består af købmandsbutik, et loppemarked og en café med et lille bibliotek.

- Det er mangel på kunder og en meget, meget svag omsætning hver dag, der gør, at der simpelthen ikke er overskud til at drive sådan en forretning, siger Søren Sandberg Svendsen, der ejer Café Loppen.

Caféen har været åben siden december 2017, men nu kan der altså kun handles i den i resten af april og i maj.

Frivillige medarbejdere

Det er med vemod, at Søren Sandberg Svendsen må lukke sin café. Men på trods af, at han selv har smidt 400.000 kroner i projektet, og at det til daglig er frivillige medarbejdere, der bemander posterne, kan enderne ikke hænge sammen.

For der er flere udgifter end indtægter.

- Vi har stadig udgifterne til kassesystemer, vi har forsikringer, vi har lys i loftet, varme i radiatorerne og kølere, der står og kører hele tiden, siger ejeren.

Prøvede med opråb

Søren Sandberg Svendsen har gjort det, han kunne for, at Café Loppen skulle klare skærene.

På Facebook lavede han et opslag, hvor han skrev, at butikken savnede liv, sammenværd, snak, glæde og sammenhold, men det hjalp ikke på omsætningen.

- Jeg synes ikke, vi kunne gøre mere, end vi gør. Vi har også spurgt byen, hvad de ville have. Så jeg synes faktisk, vi har trukket den derhen, hvor vi kan, siger Søren Sandberg Svendsen.

Derfor måtte han tirsdag give sine frivillige besked om, at Café Loppen lukker.

- Jeg tænker, at det er rigtig, rigtig ærgerligt, fordi at vi som så småt et samfund har brug for et samlingssted. Et sted, hvor man kan snakke eller mødes med dem, man normalt ikke lige mødes med, siger Anna Nielsen, der er frivillig i Café Loppen.

Mere tid til børnene

Selv om butikken har kostet penge og tid for ejeren, så kommer lukningen ikke til at være udelukkende negativ.

For med mere tid på hånden kan der prioriteres lidt mere til familien.

Der er den side, der lettes også over at kunne få lidt fritid. Vi har fire børn, men jeg kommer også til at savne at komme herover og møde andre mennesker, snakke med byen og se, hvad der sker. Det kommer jeg til at savne. Det ved jeg, siger Søren Sandberg Svendsen.

1:31