Sønderjyske slipper for matchfixingsag efter superligakamp mod FCM

Der kan ikke føres bevis for, at Sønderjyske med vilje tabte til FCM i en superligakamp, mener sekretariat.

Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix

Sønderjyske slipper for en sag om matchfixing i forbindelse med superligakampen mellem FC Midtjylland og Sønderjyske 18. marts.

Ved den lejlighed vandt FC Midtjylland med 2-1 efter et omstridt mål i kampens sidste minutter efter usædvanligt passivt forsvarsspil.

Turneringsstrukturen i Superligaen havde artet sig sådan, at Sønderjyske var bedre stillet med et nederlag i forhold til at undgå playoffkampe om nedrykning. Derfor har Matchfixingsekretariatet i Danmarks Idrætsforbund undersøgt, om der var bevisbyrde til at kunne indbringe sagen for Matchfixingnævnet. Det var der ikke.

'- Baggrunden for den beslutning er, at sekretariatet vurderer, at det ikke har været muligt at løfte bevisbyrden tilstrækkeligt til at kunne indbringe sagen for Matchfixingnævnet med henblik på domfældelse.

- Det fremgår af matchfixinglovregulativets paragraf 29, at det påhviler Matchfixingsekretariatet at bevise, at en overtrædelse af lovregulativet har fundet sted, og at kravet til bevisets styrke skal være større end den blotte sandsynlighedsovervægt.

- Matchfixingsekretariatet vurderer ikke, at indicierne i sagen giver beviset den styrke, som er nødvendig for at føre en sag hos Matchfixingnævnet, lyder det i afgørelsen.

Da kampen mellem FC Midtjylland og Sønderjyske blev fløjtet af, blev sønderjydernes Christian "Greko" Jakobsen interviewet af TV3 Sport. Her indikerede spilleren, at han ikke var tilfreds med forløbet omkring kampens afslutning.

- Det er til grin. Der er ikke så meget mere at sige. Det gør sgu ondt på stoltheden, synes jeg. Men man gør det bedste for klubben jo, sagde han.

Siden blev Sønderjyskes spillere og ledere afhørt for at kunne fastslå, om det var koordineret internt, at spillerne skulle lade et mål gå ind, så Sønderjyske ikke vandt kampen.

Ekstra Bladet kom undervejs i det lange undersøgelsesforløb i besiddelse af en snapchat-besked sendt fra Sønderjyskes Mads Hvilsom til Hobro-vennen Jesper Bøge.

- Fedt at komme ind og have fået at vide, at man ikke måtte score, selv om vi var kommet bagud. Men alle andre hold ville have gjort lige som os, skrev Hvilsom til Hobro-spilleren.

Netop Hobro blev ramt af, at Sønderjyske tabte til FC Midtjylland. I stedet endte Hobro på syvendepladsen i Superligaens grundspil og kom i større nedrykningsfare end Sønderjyske, der sluttede som nummer otte.    

/ritzau/