Køer på spring: Søndag lukkes øko-køerne ud på græs

Efter en lang vinter i staldene kan de økologiske køer nu se frem til at komme på græs. Fra søndag kan de igen nyde solens lune stråler udendørs.

Køerne danser og hopper rundt, når de lukkes ud efter en lang vinter. Mange familier tager ud og oplever, når køerne kommer på græs for første gang i foråret.
Køerne danser og hopper rundt, når de lukkes ud efter en lang vinter. Mange familier tager ud og oplever, når køerne kommer på græs for første gang i foråret.
Foto: Økologisk Landsforening

Traditionen tro bliver foråret fejret hos de økologiske landmænd, når de økologiske køer søndag lukkes ud på græs for første gang i år.

Et af de steder, hvor køerne kommer på græs, er på gården St. Gaasdal lidt uden for Skjern, hvor Britta og Erling Bonde slår dørene op – også for publikum.

Det er tredje år i træk, de inviterer ud på gården i forbindelse med den årlige Økodag, som Økologisk Landsforening står bag.

Erling Bonde forventer godt 2.000 gæster på St. Gaasdal på søndag.

- Jeg håber, at de kommer og kan se, hvordan vi driver landbrug. Før i tiden var der altid ”adgang forbudt”-skilte på gårdene rundt omkring. Det er meget bedre, at vi siger ”velkommen” i stedet for. Så kan man jo se køerne komme ud, og se hvordan køerne går til daglig. Det er blevet en familiedag for mange, siger Erling Bonde.

Sidste år valgte cirka 232.000 danskere at være med, da øko-køerne dansede ud på forårsgræsset for første gang.

Find en gård nær dig

59 steder i landet åbner de økologiske landmænd stalddørene på søndag klokken 12.00 og lukker deres forårskåde økologiske køer ud på græs.

Her kan du se et udsnit af de midt- og vestjyske gårde, der holder Økodag.
Her kan du se et udsnit af de midt- og vestjyske gårde, der holder Økodag.
Foto: Screendump fra økodag.dk

Følg linket her, og find flere informationer om de enkelte gårde.

Klima på dagsordenen

Hos Økologisk Landsforening handler begivenheden i år også om at sætte fokus på klimavenlighed.

- Folk kan komme ud og opleve, hvordan klima og økologi hænger sammen, og hvordan de økologiske landmænd arbejder med at gøre deres mælkeproduktion mere klimavenlig, fortæller Per Kølster, der er formand for Økologisk Landsforening.

Ifølge foreningen viser forskning, at målt per liter mælk, er klimaaftrykket nogenlunde det samme for økologisk og konventionel mælkeproduktion, men samtidig har økologisk landbrug en mindre udledning af klimagasser pr. hektar jord.

- Den bedste måde at formidle den her historie på, er, at folk ser det med egne øjne. Ser, hører og føler det. Sanseligheden er med at øge forståelsen af den her fortælling. Man kommer så at sige ud og mærker, hvad økologien handler om, siger Per Kølster.

Erling Bonde fra St. Gaasdal omlagde sin produktion til økologi i 1997. Han er sikker på, at økologi bliver ved med at vinde frem.

- Trenden er mere og mere økologi. Jeg har været økolog i 22 år. Det, som forbrugerne efterspørger, det er altid sjovt at være med til, siger han.

På søndag sender TV MIDTVEST live fra Økodag i Aulum. Det er fra klokken 11.50, og kan ses både på tvmidtvest.dk, i app'en TV MIDTVEST PLAY og på vores facebookside.